Familieplejen for børn og unge (FABU)
Familieplejen for børn og unge (FABU)
Jyllingevej 59, 1
2720 Vanløse
Tlf.: 38 76 06 80
Fax: 38 76 06 99
E-mail: fabu@fabu.dk
Hjemmeside: www.fabu.dk
LEDER: Finn Voss
BELIGGENHED:
FABU er beliggende i Vanløse, omkring 7 km fra Københavns centrum.
STØRRELSE:
FABU har p.t. tilsyn med ca. 280 børn og unge i døgn,- aflastnings-
og rådighedspleje.
REGIONSSAMARBEJDE:
FABU samarbejder primært
med de kommunale forvaltninger i Københavns Amt samt socialcentrene
i Københavns kommune, derudover samarbejder FABU også med
Familieplejen i Roskilde Amt (CAFA) om visitation, uddannelse af plejeforældre
og kuratorer/familieplejekonsulenter.
ORGANISATION:
FABU er en selvejende institution, der er tilknyttet KFBU. FABU og KFBU
har bl.a. i forbindelse med kommunalreformen set det hensigtsmæssige
i at intensivere samarbejdet for derved at kunne drage fordel af hinandens
faglige viden med henblik på dels at medvirke til opkvalificering
af den samlede indsats for udsatte børn, unge og familier og dels
medvirke til at sikre og udvikle begges nuværende og kommende indsatsområder.
KFBU er stadig repræsenteret i FABUs bestyrelse.
AKTIVITETER:
FABU har til opgave for kommunerne, særligt i Københavnsområdet,
at anbringe børn og unge i familiepleje og på socialpædagogiske
opholdssteder. FABUs kerneopgave er således at bistå kommunerne
med formidling og anbringelse af børn og unge i familiepleje. Det
kan handle om børn, der skal anbringes i døgnpleje i kortere
eller længere tid, eller det kan handle om børn, der har
brug for et tilbud om pleje i weekender og ferier. Der kan også
være behov for en plejefamilie, der står til rådighed
for barnet fx ved forældres sygdom/indlæggelse. FABU fører
desuden tilsyn med børn og unge anbragt på socialpædagogiske
opholdssteder. Udover døgn- og deltidsfamiliepleje arbejder FABU
med varetagelse af overvåget og støttet samvær og forskellige
former for konsulentbistand til kommunerne i anbringelsessager.
Slægtskabsfamilier
Det kan være en god anbringelse for nogle børn at kunne blive
i egen familie, hvad dette indebærer af kultur, netværk og
at kunne spejle sig i egen slægt. Desuden er den følelsesmæssige
relation mellem barnet og familien ofte allerede til stede. En forudsætning
for et godt forløb er, at barnet, ligesom i andre plejeforhold,
ikke kommer i klemme mellem plejefamilien og forældrene.
Specialdagpleje
For børn der bor hjemme hos forældrene, hvor fx den ene part
har begrænsede ressourcer, og barnet har brug for særlig omsorg
og stimulation i dagligdagen i et roligt og professionelt miljø,
kan vi tilbyde specialdagpleje. FABU samarbejder med familier som, udover
at have erfaring med omsorg og stimulering af mindre børn, også
kan påtage sig rådgivningsopgaver til forældrene.
Familierådslagning/samordnerfunktion
I forbindelse med en ny metode i det sociale arbejde med børn og
familier – familierådslagningsmetoden – fokuseres der
bl.a. på at undersøge muligheder for at anbringe børn
og unge i egen slægt. For de kommuner, der anvender familierådslagning
som metode, kan FABU udføre funktionen som samordnere, idet flere
af konsulenterne har gennemgået en uddannelse som samordner.
Forundersøgelser
FABU tilbyder forundersøgelser af potentielle plejefamilier, som
kommunen efterfølgende selv fører tilsyn med. Undersøgelsen
resulterer i en rapport med en vurdering af familiens egnethed.
Supervision
FABU kan tilbyde supervision i plejefamilier, som har behov for særlig
støtte i en kortere eller længere periode, og hvor kommunen
selv varetager tilsynet. FABU kan desuden tilbyde supervision af kommunens
sagsbehandlere eller andre professionelle, som arbejder indenfor børne-
og ungeområdet. Supervisionen kan gives i forhold til enkeltpersoner
eller i grupper.
Personlig rådgivning til unge ved anbringelsesophør
Den unge vil som oftest i forbindelse med flytning til egen bolig have
behov for støtte til fx økonomisk planlægning, uddannelse,
fritidsinteresser og fastholdelse af relationer. Denne opgave kan tilbydes
af eksempelvis den konsulent, der har haft kontakten med den unge under
anbringelsen.
FABU påtager sig også opgaver som personlig rådgiver
i forhold til unge, hvor tilsynet har været ført af kommunen
selv.
Støtte- og kontaktperson
Barnet og den unges forældre har ret til en støtteperson
under anbringelsen. Støttepersonen kan tilbyde barnet/den unge/familien:
- støtte i forhold til følelser og reaktioner i forbindelse
med anbringelsen
- støtte i forhold til samarbejdet med kommunen og anbringelsesstedet
- at styrke kontakten mellem forældre og det anbragte barn
- at støtte familien (også i familier hvor barnet eller den
unge ikke er anbragt).
Alle støttepersoner har erfaring med arbejdet med anbragte børn,
forældresamarbejde og sorg og krise arbejde. Støttepersonens
arbejde er organisatorisk adskilt fra familieplejekonsulentens arbejde,
såfremt tilsynet med plejeforholdet også udføres af
FABU.
Samvær
FABU tilbyder støtte til samvær mellem forældre og
børn, der er anbragt udenfor hjemmet i pleje eller på institution.
FABUs konsulenter kan udføre støtteopgaver som:
- overvågning af samvær mellem forældre og barn, som
er anbragt udenfor hjemmet
- overvågning og samvær mellem den ene forælder og barnet,
som bor hos den anden forælder
- støtte til samvær mellem barnet og personer, der har betydning
for barnet
Samværet kan finde sted i KFBUs samværslokale på Dronningensvej
på Frederiksberg, på hospital og lignende eller i familiens
eget hjem.
Samværslokalet kan lejes ud til formålet til kommuner, der
selv forestår samværet. Lokalet er børne- og familievenligt
indrettet og befinder sig centralt i gåafstand til Frederiksberg
Have og Zoologisk Have.
Ledsageordning
I forbindelse med barnets samvær med forældrene, hvor der
ikke er behov for overvågning, kan FABU ledsage barnet til og fra
samvær.
Administrative opgaver i forbindelse med anbringelsen.
Familievejleder/konsulentopgaver
Social- hjemmehos- funktion, støtte i hjemmet, arbejde med barn/forælderrelation, undersøgelse,
observation, beskrivelse mv.
§ 38 - undersøgelser
FABU tilbyder undersøgelse og udredning i forhold til Lov om social Service § 38.
Til top
|