KFBU's tilbud
Det konkrete socialpædagogiske
arbejde foregår i en række tilbud, hvor der drages omsorg for børn og
unge, der af forskellige årsager, i kortere eller længere tid, ikke
kan bo hjemme og derfor har særlige behov, der skal tilgodeses.
De fleste institutioner i foreningen
har driftsoverenskomst med en kommune eller et amt, hvilket betyder, at
der er et driftsøkonomisk aftalegrundlag. Opholdsstederne er derimod selvstændige
enheder, hvor den anbringende kommune betaler en opholdstakst for den
enkelte elev. Endelig kan der være projekter, som i afgrænsede perioder
finansieres helt af foreningen.
Foreningens formål er at udføre
et socialpædagogisk arbejde for børn og unge ud fra et kristent menneskesyn.
Endvidere omfatter foreningens virksomhed andre aktiviteter, der er forenelige
med dette formål.
Døgninstitutioner
Døgninstitutionerne har altid
udgjort hovedaktiviteten i foreningen. KFBU driver på landsplan ni forskellige
børne-, ungdoms- og familieinstitutioner, heraf fem skole- og/eller behandlingshjem,
et observations- og behandlingshjem, et ungdomshjem og to børne- og familieinstitutioner.
Dagbehandling
For at gøre viften af tilbud
så bred som muligt og for at kunne tilpasse behandlingstilbudet bedst
muligt til det enkelte barn, tilbyder flere af døgninstitutionerne også
dagbehandling. Det betyder, at børnene har deres daglige skolegang og
fritidsbeskæftigelse på døgninstitutionen men bor hjemme. Endvidere har
Familieinstitutionen Bülowsvej et dagbehandlingstilbud for hele familien.
Familiepleje
Hensigten med foreningens oprettelse
i 1898 var at anbringe kriminelle børn i gode og omsorgsfulde hjem på
landet. Det viste sig imidlertid, at en stor del af børnene var så svigtede,
at en anbringelse i familiepleje ikke til en start var hensigtsmæssig.
Derfor oprettede foreningen meget tidligt optagelseshjem, som i større
udstrækning kunne rumme og tilgodese de behov, børnene havde.
Familieplejen i KFBU er i dag
fusioneret med Familieplejen for børn og unge (FABU) og tilsammen
fører de tilsyn med næsten 300 børn og unge på Sjælland samtidig
med, at de løser opgaver i forbindelse med overvåget samvær, familierådslagning,
konsulentopgaver mv.
Opholdssteder
KFBU driver i øjeblikket fire
opholdssteder, heraf et opholdssted for mindre børn som er beregnet for
hele barndommen, en ungdomshøjskole for psykisk vanskeligt stillede unge
i alderen 18 - 25 år, et opholdssted for børn og unge i alderen 14-18
år der har sociale, psykiske og følelsesmæssige problemer
og et børne- og familiecenter for mindre børn med sociale,
psykiske, følelsesmæssige og indlæringsmæssige
problemer.
Aflastningstilbud
KFBU har i 2009 etableret 2 forskellige aflastningstilbud. Det ene er en afdeling under Thorshøjgård, kaldet Ishøjgård. Målgruppen er hjemmeboende børn og unge med psykosociale vanskeligheder, børn og unge med en diagnose eller børn med tilknytningsforstyrrelser eller personlighedsforstyrrelser. Der er 3 grupper med maksimalt 6 børn i hver.
Det andet tilbud, Villa Magnolia, henvender sig til børn i alderen 2 til 12 år. Det er børn med en diagnose inden for det autistiske spektrum. Huset kan rumme 16 børn, fordelt på 4 grupper med 4 børn i hver. I en af grupperne kan tilbuddet henvende sig til børn med andre udviklingsmæssige problemer.
Daginstitutioner
Foreningen driver to daginstitutioner,
heraf en vuggestue for 44 børn i alderen 0-3 år samt en børnehave for
83 børn i alderen 3 - 6 år, hvoraf 10 af børnene går i børnehavens
specialgruppe.
Ungdoms- og udslusningsboliger
I tilknytning til døgntilbud
på Ungdomshjemmet Thorshøjgård samt den tidligere institution
Frydekær er der etableret hhv. ungdomsboliger og udslusningsboliger,
hvor beboerne får mulighed for at bo i selvstændig bolig med
støttemuligheder.
Opsøgende arbejde
I nært samarbejde med Københavns
Kommune driver KFBU Tjek-Punkt, som er et opsøgende arbejde blandt unge,
der har en begyndende karriere med prostitution, misbrug og kriminalitet.
Formålet er at opsøge de unge på gadeplan med henblik på iværksættelse
af relevante hjælpeforanstalt-ninger. Tjek-Punkt arbejder i overvejende
grad på Vesterbro og Christiania.
Ferieejendomme
KFBU ejer to feriehuse, et i
Thy i Nordjylland og et i Tingsryd i Sverige, hvor foreningens tilbud
og andre kan leje sig ind i forbindelse med ferie- og weekendophold.
Forretningsføreraftaler
KFBU har indgået aftale om at
være forretningsfører for flere institutioner og familieplejeforeninger.
Forretningsføreraftaler kan efter nærmere aftale også omfatte konsulentbistand
mv.
Til top
|