Projekter

KFBU modtager løbende henvendelser fra amter, kommuner og andre interesserede om at indgå i udvikling og drift af nye socialfaglige tilbud.

I kraft af foreningens mangeårige erfaring og et bredt netværk med socialfaglig ekspertise kan KFBU tilbyde både nytænkning og stabilitet i drift af projekter.

Samarbejde med Mødrehjælpen

KFBU og Mødrehjælpen har arbejdet sammen for at sikre Alexandrakollegiets fortsatte eksistens. Kollegiet blev tidligere drevet af fondsmidler, og det har siden været KFBUs opgave sammen med Mødrehjælpen at finde frem til andre mere stabile muligheder. I slutningen af 2007 blev Alexandrakollegiet endelig godkendt som en selvejende institution. KFBU og Mødrehjælpen arbejder på at etablere lignende kollegier i andre storbyer i Danmark.

Alexandrakollegiet er et kollegium for unge enlige mødre, og kollegiets formål er at yde en langsigtet støtte til de unge, socialt belastede mødre, der oftest lever isoleret pga. manglende netværk. Kollegiet har elleve boliger, der i studie- og uddannelsesperioden skaber nogle hensigtsmæssige rammer i hverdagen for de unge mødre og deres børn.

Samarbejde vedrørende implementeringen af MTFC i Danmark

Familieplejen Frederiksborg Amt (FFA), Familieplejen for børn og unge (FABU) og KFBU er i fællesskab ved at undersøge mulighederne for gennemførelse af Multidimensional Treatment Foster Care (MTFC) i Danmark. MTFC er et alternativ til traditionelle anbringelser af børn med sociale, emotionelle eller kriminelle problemer. Målgruppen er således børn, der er i risikozonen for eller er ved at blive tvangsanbragt. For nærmere oplysninger om MTFC klik her.

Plads-portalen

KFBU har sammen med Jysk Børneforsorg/Fredehjem, Ungdommens Vel og Barnets Hus oprettet en internetbaseret, let og overskuelig tilbudsportal, der er et landsdækkende hjælperedskab for kommunernes rådgivere indenfor børne- og ungeområdet. Portalen bliver løbende opdateret, så man hele tiden kan se ledige pladser, ændringer m.m. Portalen udbyder samtlige af de fire landsforeningers tilbud til børn, unge og deres familier. Portalen findes på www.plads-portalen.dk

Kvalitets- og effektprogram

KFBU har løbende arbejdet på et kvalitets- og effektprogram, som i øjeblikket bliver afprøvet i praksis gennem pilotprojekter på fire af foreningens institutioner. Kvalitets- og effektprogrammet skal medvirke til, at arbejdet med børn og unge kvalificeres yderligere. Samtidig vil det give mulighed for i større udstrækning at fokusere på netop de forhold, som forskningsmæssigt dokumenterer, hvad der skal til, for at et anbringelsesforløb kan blive så positivt som muligt. Målet med udviklingen af programmet er, at dokumentation og målinger skal være enkle, overskuelige og overkommelige at udføre, og at det bliver et dagligt arbejdsredskab i samarbejdet mellem børn, unge, forældre, sagsbehandlere og medarbejdere på de enkelte institutioner. Programmet vil blive digitaliseret og forventes implementeret på interesserede institutioner i den kommende tid.

 

Samarbejde vedr. den kriminelle lavalder

I Børnesagens Fællesråd deltager KFBU i debatten og i udvalgsmøderne vedr. de politiske stemninger, der hersker for tiden vedr. nedsættelse af den kriminelle lavalder og skærpelse af strafferammerne.

Desuden deltager vi i en arbejdsgruppe, hvor emnet er Forebyggelse af udstødelse af børn og unge. Afklaring og angrænsning af forebyggelsesbegrebet er et af prioriteterne.

Til top

KFBU - Dronningensvej 4 - 2000 Frederiksberg - Tlf.: 3888 3636 - Mail: kfbu@kfbu.dk